Billeder fra Nha trang+Dalat
Nha trang-Dalat-Nha trang
Som i kan se har jeg været en tur i Nha trang sammen med Mads og Steffen.
Nha trang en by i det sydlige Vietnam der ligger helt ud til kysten og har en dejlig afslappet atmosfære i forhold til Ha noi, og masser og masser af frisk luft og lækkert vand.
Mens vi var i Nha trang mødte vi, hvilket nok er uundgåeligt, strandsælgere. Hvis man gider at ignorere deres evige forsøg på at sælge dig smøger, selvom du står med et helt karton under armen, og bare snakker til dem, så dropper de til sidst deres salg og så kan man faktisk få en god lille sludder for en sladder med dem. Der var specielt en som fangede min opmærksomhed. En gammel dame, for hun havde absolut ingen tænder i munden, og når hun snakkede så ramte hendes stemme et toneleje jeg ikke vidste fandtes. Meget af tiden sagde hun “NNNNNNAAAAAAAAA” og prøvede flere gange at tyde hvad det var hun ville sige, fandt dog aldrig helt ind til sagens kerne, så hun fik et “NNNNNAAAAA” tilbage.
Længere nede syd på ligger der en by der hedder Dalat som er længere inde i landet og altså ikke en by ud til kysten, men en by der er halvt så stor som Nha trang og ligger oppe i bjergene. Dalat besøgte vi efter vi havde fundet Vietnams 3 mest smadret knallerter. Inden vi kørte afsted til Dalat, havde jeg fundet en Indisk restaurant i Nha trang som vi besøgte aftenen inden, som vi bestemte os for at besøge igen, inden vi ville køre op i bjergene.
Inde i restauranten der slet og ret hedder “Omars” møder vi selveste Omar der er inder og kommer fra New delhi. Da han ser de knallerter vi havde tænkt os at køre 140 kilometer op i bjergene på, blev han mildest talt lidt chokket. “You can not dud dat” som han sagde med sin alt for sjove indiske accent. Så han spurgte om vi var interesseret i at leje nogle andre. Eftersom vi selv var skeptiske på disse såkaldte knallerter, sagde vi “Jo tak” på engelske, og straks efter fiskede Omar sin fon frem og inden for 10 minutter stod Nha trangs 3 fedeste knallerter foran hans restaurant. For at sige det som det var, var vi nu blevet de 3 hurtigeste og ikke mindst smukkeste knallerter på havnen i Nha trang. Vi afleveret de gamle knallerter og fik vores pas igen, og ville aflevere dem til manden der var kommet med de nye knallerter, men det kunne der ikke være tale om. Han ville hverken have pas eller penge, vi skulle bare sige hvornår vi regende med at komme hjem fra Dalat og så kunne vi bare betale når vi kom tilbage (vi aftalte selvfølgelig en pris inden vi tog afsted). Ser man det er sgu en tillid jeg længe ikke har mødt. Han kendte ikke engang vores navne.
Efter endt måltid hos Omar gik turen til Dalat. Vi havde fået at vide fra Steven, som han kaldte sig selv ham der lånte os knallerterne, at vi helst skulle nå Dalat inden mørket sænket sig, da der var røvere på vejene i bjergene. Ja Ja sagde vi og tak skal du have, nu var der kun en ting der var på tapetet, og det var om at se hvor hurtigt disse nye superracere kunne køre……… nok muligvis et godt stykke over 100km i timen, men det er svært at kører hurtigere i bjergene da vejen hele tiden snor sig og man ikke helt kan se hvad der kommer rundt om det næste hjørne.
Som de ægte turister vi var, var vi mere forhippet på bare at komme afsted og mærke den friske bjergluft blive presset op i næsen med 100km i timen, end egentligt lige at overveje hvad det lige er, vi var på vej ud i.
Hvis der er nogen andre der overvejer at køre op i bjergene her i Vietnam eller for den sags skyld hvor som helst, på knallerter så HUSK varmt tøj. For det kan sgu nok være der er 30 grader nede på stranden i Nha trang og vandet er 20 grader, men som jeg erfaret så bliver det altså pissekoldt oppe i sådan nogle bjerge. Da klokken var blevet seks om aftenen og det var blevet komplet mørkt og vi stadig havde 50 og mere til i kilometer får vi nærmede os Dalat, da må jeg sgu ærligt indrømme at romantikken røg sig en tur, da jeg fangede mig selv i at klappre tænder mens jeg kørte på knallerten. Hvis det da altså kan være romantisk, 3 drenge imellem.
Der kørte man så i 12-14 graders varme eller rettere sagt kulde, i tshirt og shorts oppe i de Vietnamesiske bjerge i bælgmørke med Stevens sidste ord kørende på repeat inde i hovedet ” Remember be careful, there are robbers up in the mountains” og mine hænder var nu nået det stadie, hvor hvis jeg kom til at banke fingerspidserne ned i en hård overflade så ville det gøre afsindigt ondt. Denne kulde mindede mig om Danmark og jeg skal sige det som det var på daværende tidspunkt, denne lukrative del af Danmarks vejrmæssige side savnede jeg på ingen måde og gør egentligt forsat ikke.
Efterhånden som vi kom længere og længere op i bjergene, kom jeg længere og længere ind i mig selv. Tænkte på den dejlige strand vi nogle timer forinden var kørt fra, den dejlige mulighed for solskolning der ville være, og som der ville varme så godt lige nu, og på den gamle dame , der på trods af hun ingen tænder har, ikke ville være så dum at køre op i bjergene, kun iført tshirt og shorts.
“For helvede mand! Hvad tænker du på Sørensen! Man kører sgu da ikke op i bjerge i sommer tøj. Så er man sgu da turist” tænkte jeg til mig selv mens jeg kørte fastfrosset i den stilling man nu engang har, siddende på en knallert.
Fra nu af hvis folk laver en handling der normalt ville kræve en bemærkning, som noget i retningen af ” Du er da en idiot” eller “Hold kæft en kegle”, så har jeg erfaret mig rent sprogligt gennem en fysisk oplevelse, at det slet ikke kræver så negativt ladet ord, man kan bare nøjes med at sige ” Hvad laver du, din turist”. Det er langt mindre nedladende, men har dog ihvertfald for mig, en helt anden pondus i sig. Hvad er det også lige der sker for mennesket når det rejser udlands, og træder ind i den kategori, der hedder: Turist.
Det er som om, mennesket kan have den højeste uddannelse og være veldannet og hele balladen, men så snart landets grænser bliver forladt, så sker der et eller andet rent kemisk oppe i hjernen. Folk bliver naive, dumme, godtroende, modtagelige, åbne og alt rationel fornuft og tanke forsvinder ud i den blå luft sammen med alle de hårdt tjente penge, som der netop er så mange mennesker der lukrere på i verdens storbyer ved at prøve at hustle og snyde de dumme turister for. Jeg har hørt om japanske turister, der nok er i en klasse for sig selv sammen med deres nikon kamera, der har været i London, hvor de har stået foran Big Ben. Mens de har stået der, er der kommet en snu englænder over med en kontrakt og et formenligt pænt snakketøj, og tilbudt de japanske turister at de kunne købe Big Ben. Det er der så nogle af de japanske turister der har gjort. NU! Jeg ved godt det er dumt at kører op i bjergene i sommertøj, men det slår sgu det hele. Endnu en grund til at bruge ordet “Turist”.
Mens jeg kører der og hygge-gnækker mig lidt over at have fundet et nyt ord at kunne kalde folk der dummer sig, overhaler jeg Steffen. Vi får øjenkontakt og jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at der er et eller andet galt.
Eftersom skæbnen ikke ville det anderledes, Ja så var hans dæk punkteret. Der står vi så i noget der er mørkere end en brøndgravers røv ved lukketid i bjergene på vej til Dalat, og ja det er stadig koldt, men hold da kæft hvor er stjernerne flotte, når der absolut intet lys er. Jeg kan godt forstå at de 3 vise mænd fulgte stjernen. Havde det været mig ville jeg bare være i tvivel om hvilken en af dem det skulle være. Ved nærmere eftertanke, kan det være, det slet ikke var stjernen på himlen de gik efter, men nok nærmere Jomfru Marias stjerne de gik efter. Det vil så også forklare hvorfor hun stadig er jomfru.
Efter kort tids overvejelse, hvor vi alle 3 står og kigger på det punkteret dæk uden at sige noget, og formentligt bruger det som en af de pauser livet tildeler en, ligesom når man har faldet, slået sig og bare ligger på jorden og konstatere at “Her ligger jeg sgu meget godt” og bare nyder kroppens naturlige udløsning af dopamin, kan vi konstatere at smukke stjerner som sagt ikke lapper dæk, men har mere travlt med at blive set i skæret af nattens eneste spotlight…..nemlig månen.
Da skal da heller ikke gå længe inden vi bliver enige om, at en eller anden form for handling nok vil være det klogeste på nuværende tidspunkt.
Lidt længere tilbage ned ad vejen var der et lille hus, hvor vi bliver enige om at de måske kan hjælpe eller har en ide om hvor man kan få lappet dæk her i bjergene.
Da vi når huset, kommer der en mand ud lige med det samme, og som vidste han hvad der var sket, henter han sin værtøjskasse og går igang med det samme. Nu har både Steffen og jeg punkteret et par gange her i Vietnam, dog aldrig i bjergene kun i Ha noi, men ikke desto mindre har der aldrig gået mere end 20 minutter fra punkteringen til knallerten er blevet lappet. ALLE indfødte her i Vietnam kan lappe dæk. Tror det er obligatorisk på skoleskemaet “Dæklapning”. De ser sgu mulighederne hernede, de er klar over at der kører adskillige millioner knallerter rundt, og på et eller andet tidspunkt skal de jo punktere, så det kan de jo ligeså godt tage brug af. Det er endnu en lille indtægtskilde blandt nuddelsuppen og den selvforanstaltet frisør der har en salon under det nærmeste træ.
Mens vi står der og kigger på at han nu skifter hele dækket og ikke bare lapper det, så ryger alt strømmen i hele huset og det vil sige også i de lamper der hænger udenforan huset som manden bruger til at kunne se hvad han laver. Det med at se mulighederne var nok ikke lige min force på daværende tidspunkt, Mads kom dog med den gode ide at vi bare kunne tænde for vores knallerter og sætte det lange lys på og pege hen imod manden og hans arbejdsområde. Det blev gjort og knallerten blev køreklar iløbet af no time. Inden vi kørte spurgte vi om de vidste hvor langt der var til Dalat og da de sagde der kun var 8-10 kilometer, var det som om at jeg pluddselig kunne nyde den kolde luft resten af vejen, velvidende at den kun var til låns indtil vi fandt et hotel.
Vi når inden alt for lang tid Dalat, finder et billigt lille hotel med senge og dyner. Mere var der ikke brug for lige nu.
Næste morgen suser vi lidt rundt i Dalat for jeg havde hørt at der skulle være et flot vandfald et eller andet sted i byen. Vandfald, ja, flot…..det har det nok været på et tidspunkt, men lokalbefolkningen har valgt at lave det om til en skizofren park. Her er man i Vietnam………..og da vi kommer ind i parken, har de et eller andet mexikansk/vilde vesten tema kørende hvor de ansatte går rundt i cowboytøj og der er stillet plastic træer op alle vejene, sammen med heste man kan sidde på i ført en cowboyhat. Nu var vi her så det skulle prøves, så jeg har nu nogle billeder af mig selv som cowboy i Vietnam med polkaprikket regnslag på. Ud af parken kommer vi og bestemmer os for at vende hjem mod Nha trang til den dejlige strand, solskolningen og måske en dame uden tænder.
Jeg er uden tvivel sikker på at selve Dalat by har mere at byde på, dog vælger vi at suse hjem da vi også har lovet at aflevere knallerterne denne dag. På vej ned ad bjerget kan vi pludselig se alt som vi ikke kunne da vi kørte om natten og hold da op hvor blev det bare smukkere og smukkere. Kunne nu pludselig forstå hvorfor mine vietnamesiske lærer har fortalt mig at Dalat er smuk. Vi kom gennem små bjerglandsbyer, hvor ungerne rendte efter os, alt imens der rundt om os kom det ene kæmpemæssige grønne bjerg efter det andet og nogle gange kunne man se skyer, som vi var kørt igennem aftenen før komme krybende ned over bjergene bag os, efterhånden som vi kom længere ned. Det HER var alene hele turen værd.
Man siger på dansk når noget går godt “Så er det bare op ad bakke herfra”, sikke noget sludder. Det er sgu da ikke fedt op ad nogen bakke. Tværtimod det er skide koldt og hårdt op ad bakke, og jeg kender heller ikke nogen der synes det er fedt op ad bakke, navligt ikke på cykel op ad bakke. For slet ikke at snakke om dem som kører tour de france med epo-skum i mundvigene ligesom “vores egen skaldede ørn” fra Herning Bjarne riis, da han vandt turen. Aldrig har jeg set en mand være så påvirket af stoffer, jo måske på et dansegulv på Ibiza, men jeg tror hvis de blev spurgt så ville de nok heller ikke synes at turen op ad de franske bjerge er det aller fedeste.
Nej det er turen ned ad bakke der er det fede. Det skal hedde sig ” Så er det bare ned ad bakke herfra”. Det siger sgu da også sig selv, at det er sjovere ikke at træde i pedallerne, fremfor at presse lårmusklerne gennem huden. Turen for os ned ad bakke var ingen undtagelse, det var langt det fedeste og når man kunne mærke det varme luftlag begynde at komme, så var det bare som at komme til et andet land her i selve Vietnam.
Blandt så meget var det utroligt spændende at se hvor forskelligt folk kan se ud bare fordi de kommer og bor i bjergene. De var langt mere anderledes i deres ansigtstræk og havde ikke nær så slidte øjne som menneskerne der bor nede i den varme del af Vietnam og var også mere brune i huden.
Sådan bliver vi mennesker præget af de omgivelser og den verden vi bor i.
Curlingbørn? Arh det tror jeg nu ikke!
Ja meget og ganske upædagogisk kan man sige om den vietnamesiske måde at behandle børn på. Det er dog ikke noget jeg vil komme nærmere ind på her.
Tværtimod, så vil jeg rette min opmærksomhed mod den overindpakning af børn som jeg møder hjemme i Danmark. Den måde hvorpå nogle børn jo nærmest er vokset op på bagsædet af en Audi og får deres skoletasker og dem selv nærmest båret helt ind i klasselokalet eller ind på institutionen. Det er jo for en 5-7år siden ligefrem blevet skabt et psykologisk begreb der bliver brugt for at betegne disse børn der er vant til at alt bliver klaret for dem, med det resultat, at senere hen i livet har de overordentligt svært ved at klare selv de simpleste udfordringer i dagligdagen og her i livet generalt. Curlingbørn. De når ikke at mærke dem selv inden der bliver taget hånd fra forældrenes side om udfordringen, problemet eller den “truende” situation som der nu engang er opstået. Når man ikke lærer at klarer “lidt snavs på bukser” her i livet i en ung alder, så bliver det altså
selvsagt endnu sværer når de bliver ældre. Nu snakker jeg jo ikke om at børn bare skal lære det hele på den barske og brutale måde, og bare skal kastes ud i livets flammer med det samme. Nej jeg mener nu nærmere at de er sgu ikke så skrøbelige som der til tider kan være en ide om.
Her er en beskrivelse fra Wikipedia om hvad curlingbørn er: “Curlingbørn er børn, der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang, fordi forældrene overbeskytter dem. Begrebet er opkaldt efter spillet curling, hvor en sten sættes i bevægelse henover en isdækket bane, og 2 spillere styrer den i mål ved at feje og gnubbe med koste foran den kurende sten.
Curlingbørn oplever på et tidspunkt store nederlag fordi de ikke har lært at tackle selv simple problemer “
Curlingbørn har også et rigtig godt grundlag eller der er ihvertfald en større mulighed for curlingbørn at udvikle en psykisksygdom i form af borderline. Eftersom de aldrig selv kommer til at overskride andre folks grænser i en ung alder, fordi der altid er blevet fejet foran dem, så bliver det dælme svært når de bliver ældre.
Curlingbørn her i Vietnam, Arh det tror jeg nu ikke!
Her i Vietnam, ser jeg børn i en alder af 5-7 år cykle rundt ude i Ha nois trafik, og for folk der har været her i Vietnam kan de måske forstå hvad jeg mener. Jeg snakker om at ungerne cykler rundt på gader der er større og langt mere trafikeret end H.C andersens boulevard i mylertid og minder mest af alt om en myertue der lige er blevet pisset
og trampet på, og her er de på vej til skole. Det er noget der giver hår på brystet og siger altså ikke så lidt, synes jeg.
Ud fra dette og mange andre dagligdags eksempler her i vietnam, såsom at der ikke er så mange medieskabte identiteter og ydre krav man som sådan skal leves op til, for at være perfekt, for det er der simpelthen bare ikke tid til, når man som den almene vietnameser har 2-3 arbejde, eftersom der ikke er noget der hedder understøttelse fra staten, tilader jeg mig at drage den konklusion, at jeg tror nu ikke lige den vietnamesiske psykiatri er den der er mest overrant af borderline tilfælde.
Sådan er der jo så meget er der nogen der vil mene, og det er der også lige indtil vi får løn så har de sgu taget det hele. Tilgengæld kan vi som danskere jo så få det tilbage i understøttelse hvis det skulle blive aktuelt.
Massage
Det er jo nærmest obligatorisk når man kommer til østen har jeg kunne forstå, så skal man da prøve at få massage. Så det har jeg selvfølgelig også skulle prøve.
Ikke langt fra hvor vi bor her i Ha noi er der flere muligheder for at få massage, og JA der bliver spurgt om det skal være med eller uden “Happy ending”. Eftersom jeg har har fået oplæst og selv læst rigeligt med eventyr, valgte jeg en massage uden “Happy ending”.
Hele seancen startede efter at have betalt 150.000 dong=45kr, med at jeg blev budt en kop kold te, om det var meningen at den skulle være varm eller som den blev severet kold, skal jeg være usagt. Ned det røg den ligesom cigaretten jeg nød ved samme lejlighed. Efter en lille uforståelig, dog hyggelig samtale med en mandlig medarbejder, blev jeg vist op ad nogle trapper op til 3 sal, hvor turen gik videre ind til et rum med en briks der var dækket med et pastelgrønt tæppe, der mest af alt mindede mig om den slags min farmor havde hængende omkring ryglænet på sin sofa fra klunketiden. En eller anden slags bemærkelig tryghed skabte det dog inden i mig. Manden der havde fulgt mig ind i rummet forsvandt, for efter et minuts tid at vende tilbage med et par badeshorts og et håndklæde. Han bedte mig om “You take of clothes now” det gjore jeg så. Utroligt hvad folk kan få en til, uden at man er helt 100% klar over processen. Der stod jeg så i shorts med håndklæde rundt nakken og et par badetøffler som der ej at forglemme blev kurret ind til mig. Efter at have stået der og tænkt over hvor mange “Happy endings” der egentligt lige havde kommet til livs her i lokalet, og om de allesammen nu også havde været “Happy”, for der må da være nogle smuttere indimellem, det er jo ikke alt her i livet der ender lykkeligt på trods af forholdsvis nemme forberedelser, kom manden tilbage og på hans kropssprog kunne jeg forstå at jeg skulle følge med, det gjore jeg så. Vi gik ned af en gang forbi alle de andre massagerum og endte i et lokale med 4 badekar der stod ved siden af hinanden sammen med 2 brusere og omme bagved disse en lille dør. Han åbnede døren og med en strakt arm, viste han vej ind til verdens mindste dampbad. Badetøffler og håndklæde blev stillet og hængt og nu gik turen ind i dampbadet på 2 kvadratmeter. Med et simpelt vrid på en kuglehane, blev der åbnet for dampen, og jeg skal lige love for at nu begyndte der at ske noget. Nede i det ene hjørne i dampbadet stod der en lille trækasse, der nu begyndte at rumstere og sidenhen ryste som var den fyldt med ustabil uran. Der skulle ikke gå længe inden denne lille kasse begyndte at producere mere damp end jeg nogensinde har oplevet før. Kampen mellem mig og den lille kasse var nu gået igang. Har nu fundet ud af, at jo mindre et dampbad er, jo mere effektivt er det, og på ingen måde skal man sidde i nærheden af hvor selve dampen kommer ud. Dette skulle vise sig at være en mere end almindelig vanskelig mission at udføre, eftersom dampbadet som sagt kun var 2 kvadratmeter. Jeg prøvede med at stå op, så undgik jeg ganske vist selve dampstrålen, men jo højere man kommer op i et dampbad( og der var lavt til loftet) jo mere varmt bliver der, og når jeg sad ned, ja så ramte dampstrålen mig. Så til sidst fandt jeg en stilling, hvor jeg lå ned på den bænk der var i dampbadet med mine ben op ad væggen. Dette virkede og mens jeg lå her, kunne jeg mærke hvordan den forkølelse jeg havde reddet mig, som resultat fra at tilbringe nætter i en fugtigt varevogn under årets Roskilde festival, blev elemineret på stedet. Ganske herligt.
Efter 5 minutter i dette dampbad begyndte jeg at sympatisere med alle former for dampede grønsager og alt andet der undergår en fordampningsprocess. Kunne ikke lade være med at tænke på en gyserfilm jeg engang har set hvor en kvinde bliver låst inde i en sauna. Denne tanke fik mig til at udføre en handling. At tjekke om døren kunne åbnes. Lidt paranoidt ville nogen sige, men når ens blod er 2 grader fra kogepunktet og mine porrer i huden var ligeså store som hullerne i et wasaknækbrød, synes jeg der nu alligevel var et godt grundlag for at åbne døren og få sig en mundfuld frisk luft. Nå ja, det skal lige siges at inde i den lille trækasse lå der et bundt blade af en eller anden slags, som gav dampen en meget stærk fornemmelse af at man trak vejret gennem en gasmaske, hvor filtret var blevet skiftet ud med mynteblade. En god renselse af lungerne. Nå! tilbage til at jeg åbnede døren for at få en mundfuld frisk luft. Døren kunne åbnes. Så skulle jeg alligevel ikke ende som kvinden i gyserfilmen. Uden for døren stod manden, jeg går ikke udfra at han har stået der hele tiden. Bare en af den slags situationer der tilfældigvis passer sammen. Han peger på bruseren, som på dette tidspunkt meget gerne må være kold. Det blev den ihvertfald efter jeg drejede på håndtaget. Da jeg følte mig tilpas afkølet, trådte jeg ud af bruseren og kunne se at et af badekarene var blevet fyldt med vand og masser af skum. Igen, pegede han på badet og i kom jeg. Han gik, og ind kom en lille vietnamesisk dame der præsenterede sig som Trang, udtales “Tjang”. Meget engelsk kunne hun ikke, dette passede mig dog fint, så kunne jeg bare læne mig helt tilbage i badekarret og nyde at hun gik igang med at vaske mit hår, mine øre, min ryg, ben og tær. Det med at hun vaskede mine øre, var noget af en oplevelse. For aldrig i mit liv før har jeg ladet et andet menneske stikke sine pegefingere ihvert af mine øre mens de systematisk grav efter voks. Alt dette, inklusivt mit ophold i dampbadet tog rundt regnet 30-40 minutter. Ved min opstigelse, det lyder næsten religøst “opstigelse”, fra badet og ikke til himmerrig, fik jeg mine badetøffler igen og ligeså mit håndklæde, og kunne nu følge efter Trang gennem gangen og forbi alle de andre massagerum som jeg havde passeret på vej ned til badet, og tilbage til mit massagerum med det pastelgrønne tæppe. Kunne ikke lade være med at tænke at hvis jeg skulle have haft en masssage med “Happy ending”, så ville det blive enormt svært, eftersom som min farmor hele tiden ville dukke op i mine tanker på grund af det skide pastelgrønne tæppe, og det ville uden tvivel ende med at blive en smutter.
Jeg blev pænt bedt om at lægge mig op på briksen, hvor jeg nu fik hvad jeg havde betalt for, nemlig massage.
På ingen måde var jeg klar over at den menneskelige krop var istand til at bukke i så mange forskellige retninger, og nogle gange på samme tid. Var heller ikke klar over at jeg havde så mange kropsdele der kunne knækkes og knases. Den mest overraskende del af det hele var dog da hun satte sig om bagved mig så jeg lå med mit baghoved op ad hendes mave, så hun kunne give mig ansigtsmassage. Hun bedte mig om at “Relax now”, og det gjore jeg så. Hun lagde en hånd på hver side af mit hoved og med et hurtigt ryk drejede hun mit hoved til højre, så jeg kunne mærke og høre min nakke knase på en måde som jeg kun troede og har hørt en pose chips gøre. Det samme gentog sig til venstre, og efter dette tænkte jeg på den danske filosof K.E Løgstrup, der beskriver i en bog, at vi alle på et eller andet tidspunkt holder et andet menneskes liv i vores hænder. Det skal jeg lige love for. Hun havde følte jeg ihvertfald, lige haft mit liv i bogstavligeste forstand mellem sine. Med dette som den sidste del af massagen, efter hun også havde nevet mine “skiver” mellem rygknogler på plads, knækket samtlige tæer og fingre, gået på min ryg, lavet håndkantsslag på alle større muskelgrupper, kunne jeg rejse mig fra briksen som et gennemknækket menneske, sådan rent fysisk, sige Cam on=tak på vietnamesisk, tage mit eget tøj på, gå ud på gaden og tænke at de 45kr var ganske godt givet ud, iforhold til at det ikke engang er nok penge til at købe en bus/togbillet fra hvor jeg bor og ud til seminariet i roskilde.
Fodbold med kvarterets unger
Har nu spillet fodbold med kvarterets unger 2 gange( mit hold vandt begge gange, skal jo li blære mig:) og hvilken oprigtig glæde jeg kunne se og mærke. Det hele kom sig af at jeg havde stillet mig udenfor vores hoveddør for at ryge en smøg. Vi kunne ved flere tilfælde hører bolden blive sparket ind på døren, og da det er en stor metal dør, eller nærmere to halvstore metal porte, tænkte jeg “Ej nu kan det være nok. De skal ikke have lov at spille bold………. uden at jeg er med”. Jeg skyndte mig at få suget den smøg i bund og spurgte dem om jeg måtte være med. Der var enkelte af dem der kunne nogle få ord på engelsk, så med lidt ”You-me” og en af ungerne der sagde “Teams!”, så blev der hurtigt delt to hold. Inden kampens start, i en gade der ikke er bredere end 2 meter og 10 meter lang, begyndte den helt store kamp om sejr og ære. Der var virkelig noget at spille om for ungernes vedkommende, for jeg havde sat sodavand på højkant til vinderholdet, og efter en særdeles spændende afslutning hvor den stod 4-4 scorede en af de små gutter sejrsmålet til 5-4. Jublen var større end ved em slutrunden 92, hvor vi vandt over tyskerne 2-0. Selvfølgelig var det ikke kun vinderholdet der fik sodavand, det gjore de gutter der tabte også. Turen til “kiosken” tog ikke lang tid for drengene at vise mig, så der skulle ikke gå længe inden alle kunne tøre sveden af panden og skylle en efter med en velfortjent sodavand.
Om aftenen bankede det på vores metaldøre, jeg åbnede og udenforan stod en af de små gutter. På en meget ydmyg måde forklarede han, at han ingen sodavand havde fået:( Midt i alt forvirringen foran kiosken, havde han simpelthen ikke fået en sodavand. Der var fanme også gang i den, da de fik øje på de sodavand:) Jeg gik ind til køleskabet og hentet den sodavand han havde spillet sig til, gav ham den og han stak af ned af gaden sammen med sin værdighed og den modige beslutning han havde truffet om at han ville have hvad der var hans. Beundringsværdigt synes jeg.
Siden hen har rødderne banket på døren flere gange. Sommetider bare for at sige “Xin ciao”=Hej på vietnamesisk og se hvordan vi bor og andre gange for at høre om der er tid til en ny kamp.
Mon ik de bliver tørstige nok til en ny kamp en af de kommende dage, eller slet og ret bare vil spille igen. Fedt var det ihvertfald.
Zoologisk have og dyr andre steder.
Efter min bedste overbevisning, når man tager i zoologisk have er det for at se på dyrene der er der. Idag skulle være anderledes, ihvertfald for de Vietnamesiske familier der var taget i zoo.
De havde mere travlt med at kigge på Steffen, Mads og jeg:) En alt i alt anderledes oplevelse må jeg sige. De var kommet for “at se giraffen” og det fik de så også. Hele 3 af slagsen. Vi blev tiltalt og tilbudt snacks, som alle de andre dyr i zoo, og efter diverse familiefædre og andet vietnamesisk godtfolk fik taget billeder sammen med os, som var vi hjemvendte helte fra krigen, gik vi over og voldtog den nærmeste pølsevogn( eller det der svare til en pølsevogn) for de penge vi havde tjent ind ved billedtagningen, og skyllede efter med et par colaer og en 500-600 smøger.
Vi fortsatte vores tur gennem zoo´en og fandt et spejlhus. Det kostede 3 kroner at komme ind, så det gjore vi. Her blev Mads så betaget af sit eget spejlbillede som jeg kun har set små børn blive. Det skal så siges at det var et af de spejle der får kroppen til at ligne at man er en lille fed dværg. Han dansede og hujede og hejede foran spejlet mens Steffen filmede det, og inden længe fangede jeg mig selv i at gøre det samme. Jeg ville faktisk tage mig ret godt ud som dværg, hvis jeg selv skal sige det, og det skal jeg.
Efter at have gjort os positivt bemærket i zoo´én og hilst på vores artsfæller, gik vi ud og tog en taxa til et indkøbscenter der var blevet anbefalet af tøserne. Sultne var vi blevet, så da den første restaurant dukkede op, åbnede vi de store glas døre og gik ind. Her var der mulighed for at få nudler med oksekød og alt det andet gængse Vietnamesiske mad. Der var også levende hummer, krabber og skildpadder, hvis hoved når de trak det ind fik resten af deres hals til at ligne en penis der har fået sig en kold vinterdukkert hjemme i Danmark. Nå ja så fløj der en gråspurv rundt i restauranten( det lignede det ihvertfald) jeg tror ikke den var på menuen, men hvis man spugte kunne man nok også få den. Vi nøjes med nudler med oksekød og jeg fik med krabbe.
Efter at have fået fyldt dunken, besluttet vi os for at gå hjem, og på den måde lære kvarteret at kende. På vejen kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til nogle stilladsarbejdere der sad og røg på noget der mest af alt ligner en bong eller tju-bang. Jeg spurgte om jeg måtte tage et billede eller to, og det blev de mægtig stolte af, så de fyrede godt op i snaden og sendte nogle dynetykke tåger afsted ud over byggepladsen. Mens jeg stod og tog billeder, var der en af deres kollegaer oppe fra toppen af stilladset, der nok har været 7-8 meter højt, der valgte at kaste hans arbejdshjelm ned. Den landte LIGE ved siden af mig. Lidt ironisk hvis jeg skulle blive slået ud af en arbejdshjelm, når det netop er selv sådan en, der skal forbygge at man får noget i hovedet. Efter en nær døden oplevelse og havde set mit liv passere revy( arh lidt overdrevet måske, men det giver sgu da historien lidt kant) fortsatte vi hjemad. Da vi nået hjem finder vi ud af at Louise som også bor i huset har den eneste fjernbetjening til det store gitter der glider ned foran hoveddøren. Hun er ikke hjemme. Vi ringer til hende. Hun tager den ikke. Åh Åh hvad nu. Vi ringer til Belinda. Hun tager den og vi får at vide hun er sammen med Louise og de andre tøser. Vi får adressen på den gade de opholder sig i, og så er det ellers bare afstig afsted så vi kan få fjernbetjeningen og komme hjem igen og ville vores gennemgået fødder. Vi mødes med dem, siger hej hej, får f.betjeningen, kigger på deres nye negle de har fået sat på, og som er ved at falde af igenog siger farvel.
Nu hvor vi alligevel er kommet ind til den lidt mere turistpræget del af Ha noi, vil vi gerne se hvad der er at byde på…….Og nu kommer højde punktet på hele dagen. Inde i en forretning der sælger cder og film, finder jeg samtlige sæsoner, stort set, af The Simpsons. Skynder mig at hive den ned fra hylden, får tjekket at der er noget på diskene, og købt dem for den nette sum, og hold nu fast mine damer og herrer, af 75 kr. Det er grund nok i sig selv at tage til Vietnam.
Imens vi er i dette kvarter møder jeg, hvad jeg nok tror må være Vietnams ældste dame. Hun kommer over til mig stikker sin hånd frem og kigger på mig og vil slet og ret have penge. På ingen måde så hun ud til at være fattig eller på kanten af udmarvrelse, hun ville sgu bare have nogle penge. Jeg tænkte når man er så lige på og har et ansigt der ganske vist er sødt og samtidig ligner en brugt læderfodbold der lige er blevet fundet frem fra et altid fugtig hjørne af skuret, JA så fortjener hun sgu 10.000 dong. Det lyder som om jeg er den helt store godhjertet samaritaner, på trods er 10.000 dong blot 3 kroner. Så kan hun måske gå ud og købe sig en creme, en mod rynker er lige optimistisk nok, eller noget andet. Kær det var hun.
Vi får taget en taxa hjem igen, går ud spiser på et dejligt snavset gadekøkken, og det mener jeg dejlig snavset, stedet her kunne man mærke havde en vis patina, som der ikke bare bliver oparbejdet sådan lige uden videre. Så nu sidder jeg her og skriver og om lidt vil jeg gå ind på mit værelse og se lidt gudstjeneste( simpsons) på min computer, og tænke på hvor heldig jeg er over at min forhud ikke ender som halsen på den skildpadde jeg så i restauraten idag. Afhugget og kogt.
PS: Vi fik ikke penge for de billeder de tog af os i zoo. Det lød bare godt på daværende tidspunkt da jeg skrev. Resten er dog sandt nok.
Vietnam og mig og vejret/varmen
Billedet som jeg har af mig selv hernede, kan som udgangspunkt bedst beskrives som Martin Sheen i den indledende scene fra “Apocolypse now” hvor han sidder på kanten af en seng i et hotelværelse med en fan kørende over sig i loftet i Saigon, mens han som fortællerstemme i filmen, selv beskriver hvor enormt varmt og fugtigt det er. På nogenlunde samme måde, har jeg det ligesom ham. Det er så fugtigt at når man tager et brusebad (koldt selvfølgelig) og slukker, så føles det som om bruseren stadig er tændt. Sveden løber ud af hver en porer i huden. Nærmest om kamp, som for at se hvem der først kan nå ned til gulvet. Der er aircondition overalt hvor det er muligt. I taxaer, inde i husene, på restauranter og hvis der ikke er aircondition så er der en til mange flere vifter der kører for fuld skru. På ingen måde kan jeg her i den Vietnamesiske sommer komme udenom at svede som en opvredet klud der bliver kastet ned i en balje vand igen og igen og igen. Om natten når jeg skal sove, kører der en vifte der er placeret lige ved siden af sengen, hele tiden. Alligevel vågner jeg som lå jeg i et badekar med vand op til kanten og næsen lige akkurat oven vandoverfladen. Jeg har aldrig svedt så meget af at lave ingen ting. Ikke engang i en sauna i Danmark.
Jo vejret i sig selv er hele turen værd, og ovenstående må på ingen måde forståes som brok! Det er jo for fedt at opleve og mærke sin krop hele tiden, hvordan den prøver at klimatisere sig til varmen, istedet for som hjemme i Danmark at prøve at få varmen. Med andre ord HERLIGT at kunne tage del i en sommer hvor man på ingen måde behøves at lytte til vejrudsigten, hvis der da findes sådan en her i Vietnam. For det at være meterolog , det må da være det nemmeste job her i Vietnam: ”Det bliver sol, sol, sol og atter sol, efterfulgt af en regnbye der på alle måder oversvømmer gader og stræder i langt over ankelhøjde på 2 minutter, som bliver skarpt fuldt op af sol, sol, sol og masser af sol”. Ikke som hjemme i Danmark hvor meterologerne jo er begyndt at blive kendt som patologiske løgnere. De er jo ikke til at stole på, er den generelle holdning som man efterhånden støder på rundt omkring i Danmark. Hvordan er det mon så egentligt lige, at bo sammen med en dansk meterolog? Hvis han/hun siger der bliver handlet ind og regningerne betalt, kan man stole på dette? Eller skal man nærmere forvente sig at stå og kigge ind i et tomt køleskab mens fodgen banker på døren og maven knurrer?
Ja så relevante spørgsmål kan jeg stille mig selv klokken halv to om natten i Ha noi, når jeg burde ligge i min seng og sove. Det i sig selv må være et vink om at jeg nok hellere må efterleve min tanke og gå i seng.
For øvrigt synes jeg ordet “burde”, burde fuldstændig blive streget i det danske sprog, sammen med “men”. For hvad burde man? Burde er altid et ord der bliver brugt i forhold til fornuft, i en situation hvor man på ingen måde, gider det man burde. Som i mit tilfælde hvor jeg “burde” gå i seng istedet for at lytte til den Vietnamesiske regn der netop nu er begyndt at oversvømme gader og stræder. Men det bliver jeg nok nød til. Og det er så lige præcis der “men” bliver irriterende, for det er som regel aldrig noget specielt fedt der kommer efter et “Men!”
